South Atlantic Vindviser: Sammenlignende teknisk analyse

• Styreuafhængighed: Hydrovane, South Atlantic (S 500/600) og Windpilot (Pacific Plus) er de eneste systemer, der har et uafhængigt ror, som ikke er afhængigt af fartøjets hovedror for at styre.
• Hydraulisk styring: For fartøjer udstyret med hydraulisk styring er hjælperorsystemer (Hydrovane, Windpilot Pacific Plus, South Atlantic S 500/600) det teknisk korrekte valg. Dette skyldes, at rene servopendulsystemer (som Monitor eller Aries) har problemer med den "krybning" (intern fluidum-bypass og kursafvigelse), der er iboende i hydrauliske systemer.
• Kraft vs. følsomhed: Servopendulsystemer (Aries, Windpilot Pacific, SA S 301-470) genererer massive styrekræfter, der øges proportionelt med bådhastigheden, hvilket gør dem ideelle til tunge fartøjer med manuel rorstyring eller mekanisk hjulstyring.
• Monteringsvenlighed: South Atlantic udmærker sig med et design, der muliggør installation udført af ejeren på rekordtid fra 2 til 4 timer, med yderst fleksible monteringsarrangementer.

Hydrovane anbefales hyppigt af sin producent til asymmetriske (forskydte) installationer under det argument, at det er et uafhængigt hjælperorsystem, og at det ifølge tests af University of Southampton er "fuldstændig indifferent" over for sin placering, så længe det modtager "rent vand." Faktisk hævder producenten, at mere end 75 % af de nuværende installationer er forskydt.

Set fra et teknisk og fysisk synspunkt, støttet af andre brancheeksperter i kildematerialet, kan denne anbefaling dog anses for at være vildledende og forkert, baseret på følgende punkter:

• Fysikkens love er universelle: Eksperter som Peter Förthmann (Windpilot) påpeger, at grundlæggende fysiske principper ikke kan ignoreres for markedsføringsbekvemmelighed. Hvis et fartøj krænger væk fra den side, hvor udstyret er monteret (luv-siden), vil rorklingen være delvist eller fuldstændig hævet ud af vandet.
• Tab af effektivitet: En roroverflade, der ikke er nedsænket, "er lige så god som ikke at være der." Paul Elmers fra South Atlantic advarer om, at hvis et ror f.eks. installeres på bagbord side, vil det være yderst effektivt ved krængning til bagbord, men ubrugeligt ved krængning til styrbord, da det løftes ud af vandet.
• Strenge grænser for asymmetrisk montering: Mens Hydrovane promoverer ubegrænset forskydning, etablerer South Atlantic en maksimal grænse på ca. 30 cm for at forhindre kritisk ydelsesforringelse. For deres del er producenterne af Monitor endnu mere kategoriske og betegner asymmetrisk montering som potentielt "katastrofalt", da klingen ville dykke for dybt på den ene side og løfte fuldstændig ud af vandet på den anden.
• Laminarstrømsproblemer: I tilfælde af multibåde gives der advarsler mod at installere udstyret på den ene side af et skrog (asymmetrisk), da dette udsætter det for turbulente laminare strømme, der forstyrrer systemets drift. Den eneste placering med symmetrisk strøm er centerlinjen.

Afslutningsvis, selvom Hydrovanes design mekanisk tillader asymmetrisk montering for at frigøre hækplads (til badestiger eller landgangsplatforme), dikterer den fysiske virkelighed ved krængning, at ydelsen vil blive alvorligt kompromitteret, når der sejles på den modsatte side af monteringssiden.

Hvis en hjælperorklinge med et overfladeareal på 0,30 kvadratmeter har halvdelen af sit areal ude af vandet, er chancerne for, at den kan styre effektivt, ekstremt lave til ikke-eksisterende.

Baseret på de fysiske og tekniske principper beskrevet i branchekilderne er her den detaljerede opdeling:

• 1:3-proportionsreglen: For at et hjælperorsystem kan fungere korrekt, skal dets effektive overfladeareal udgøre ca. en tredjedel (33 %) af fartøjets hovedrorareal. Hvis klingen måler 0,30 m², men kun 0,15 m² er nedsænket, bliver forholdet i forhold til hovedroret utilstrækkeligt til at generere det hydrodynamiske løft, der kræves for at holde en kurs.
• Ikke-nedsænket overflade er ikke-eksisterende overflade: Branchekilderne er kompromisløse på dette punkt: "enhver roroverflade ude af vandet er lige så god som ikke at være der." Et ror, der ikke er fuldt nedsænket, kan ikke behandle laminar vandstrømning korrekt og mister sin evne til at generere det nødvendige løft til at svinge fartøjets agter.
• Tab af kontrol på grund af krængning: Dette problem bliver kritisk, når fartøjet krænger til den side, der er modsat udstyrets installation (luv-siden). Eksperter bemærker, at under disse forhold bliver roret "ubrugeligt", efterhånden som det ryger ud af vandet, hvilket efterlader fartøjet uden mekanisk selvstyring.
• Driftsmæssige konsekvenser: Hvis hjælperoret bliver underdimensioneret på grund af manglende nedsænkning, vil det ikke kunne modvirke de kræfter, der får båden til at gire. For at genvinde en form for styrekontrol vil skipperen være tvunget til at drastisk reducere sejlareal, hvilket i alvorlig grad påvirker krydstogtshastighed og ydelse.

Afslutningsvis skal et hjælperor designet med et overfladeareal på 0,30 m² være fuldt nedsænket for at være ordentligt effektivt. Med kun halvdelen af klingen i vandet ophører systemet med at være en pålidelig selvstyrekraft og bliver højst en ustabil retningshjælp.